Et partnerskab med rødder i lokalsamfundet

JKS er bygget på en enkel tanke: Vi vinder ikke ved at være størst, men ved at være tættest på.

Tættest på virksomhederne. Tættest på kandidaterne. Og tættest på de lokalsamfund, hvor vi hver dag er en del af hverdagen.

Det er også derfor, lokale partnerskaber er en naturlig del af den måde, vi arbejder på. Samarbejdet med Skjern Håndbold er et godt eksempel. Gennem mange år har det udviklet sig til et partnerskab, hvor fælles værdier, stærke relationer og et lokalt engagement går hånd i hånd.

Et fælles ønske om at styrke lokalområdet

Skjern Håndbold er meget mere end en håndboldklub. Klubben samler mennesker, skaber oplevelser og er med til at sætte Skjern på landkortet. Det gør den til et vigtigt samlingspunkt for både borgere, virksomheder og foreningsliv.

For JKS handler det om at bidrage til den udvikling.

"Skjern Håndbold er vores fyrtårn i kommunen. Det er vigtigt, at der sker noget her, hvor vi bor, og at der er nogen, som er med til at skabe positiv opmærksomhed omkring området," fortæller Anette Skyttegaard, afdelingschef hos JKS i Ringkøbing/Skjern.

Det lokale engagement hænger tæt sammen med JKS' måde at drive forretning på. Når virksomheder kan tiltrække medarbejdere, og mennesker vælger at bosætte sig i området, skaber det værdi for hele lokalsamfundet.

For Anette er det samtidig et samarbejde, der bygger på et mangeårigt personligt engagement. Hun har tidligere været ansat i Skjern Håndbold og kender både klubben, byen og menneskene omkring den indgående. I dag er hun med til at bygge bro mellem de to verdener – ikke fordi det er en del af en jobbeskrivelse, men fordi hun ikke kan lade være.
 

Relationer skaber muligheder

I Skjern opstår relationer ikke kun på kontoret. De opstår også i håndboldhallen, til netværksarrangementer, i fitnesscentret eller over en kop kaffe før kampstart.

Gennem samarbejdet med Skjern Håndbold møder JKS virksomheder, samarbejdspartnere og mennesker, som virksomheden måske ikke ellers ville have mødt. Nogle relationer udvikler sig til kunder. Andre fører til nye kandidater eller samarbejder. Mange begynder blot med en uformel snak.

Men et stærkt netværk opstår ikke alene, fordi mennesker bliver samlet i det samme rum. Det kræver kontinuitet og deltagelse, og at virksomhederne selv bidrager til det fællesskab, de ønsker at få noget ud af.

Det er netop den tilgang, Carsten Thygesen, direktør i Skjern Håndbold, fremhæver hos JKS:

"JKS skaber værdi i netværket, fordi de er trofaste, bidrager til fællesskabet og er gode til at skabe relationer. Det er godt for Skjern Håndbold, for jo stærkere netværket bliver, jo flere får lyst til at være en del af det."

Værdien af partnerskabet kan derfor ikke alene gøres op i antallet af møder eller konkrete ordrer. Den ligger også i de relationer, der bliver opbygget over tid, og i den værdi, som virksomhederne sammen skaber omkring klubben.
 

En aktiv rolle uden for banen

Samarbejdet har gennem årene udviklet sig til langt mere end et traditionelt sponsorat.

Anette fungerer blandt andet som kontaktperson for nye spillerfamilier, der flytter til området. Her hjælper hun med alt fra jobmuligheder og institutioner til praktiske spørgsmål om livet i Skjern. Det skaber værdi for både klubben og de familier, der skal finde sig til rette i et nyt lokalområde.

Samtidig opstår der løbende muligheder for at hjælpe spillere, partnere og familiemedlemmer videre i job eller uddannelse. Og det er præcis der, hvor JKS' kompetencer kommer i spil.
 

Et partnerskab, du kan regne med

For Skjern Håndbold er virksomhedernes økonomiske opbakning en afgørende forudsætning for at drive en klub på højeste niveau. Men for Carsten ligger værdien af et stærkt partnerskab også i det, der opbygges over mange år: tillid, kontinuitet og en fælles interesse i, at klubben og fællesskabet omkring den fortsat udvikler sig.

"JKS har været partner i Skjern Håndbold, uanset om vi har spillet finaler eller ej, og uanset om vi har stået i en finanskrise eller en coronakrise. Den loyalitet og kontinuitet betyder meget for os. Når en bestyrelse skal træffe langsigtede strategiske beslutninger, er det afgørende, at du har partnere, du ved, du kan regne med."

Den kontinuitet giver klubben mulighed for at tænke længere end den næste kamp eller den næste sæson. For et partnerskab bliver ikke kun værdifuldt, når resultaterne på banen er gode. Det viser også sin styrke, når rammerne ændrer sig, og når klubben skal træffe beslutninger med et længere perspektiv.

Og måske er det netop her, forskellen mellem et sponsorat og et partnerskab bliver tydelig.

"Vi føler, at vi er på samme hold. Det er lige så meget partnernes klub, som det er spillernes eller bestyrelsens. Et partnerskab holder kun, hvis begge parter har glæde af det."
 

Partnerskaber med et fælles formål

For JKS handler sponsorater om mere end at være synlig. De handler om at engagere sig i de lokalsamfund, hvor vi selv er en del af hverdagen, og om at støtte de initiativer, der skaber værdi for både mennesker og virksomheder.

Samarbejdet med Skjern Håndbold er et godt eksempel på den tilgang. Gennem mange år har partnerskabet udviklet sig i takt med relationerne mellem klubben, erhvervslivet og JKS. Det har skabt et stærkt netværk, hvor mennesker mødes, erfaringer deles, og nye muligheder opstår. Både på og uden for banen.

For JKS er det netop kernen i et godt partnerskab. Det skal ikke kun skabe værdi i dag, men også være med til at styrke det lokalsamfund, som både virksomheder, medarbejdere og familier er en del af. Når lokale virksomheder engagerer sig i fællesskabet, er de med til at skabe et område, hvor mennesker har lyst til at bo, arbejde og udvikle sig.

Det er den tanke, der binder samarbejdet mellem JKS og Skjern Håndbold sammen. Vi deler ambitionen om at gøre en positiv forskel for det lokalsamfund, vi begge er en del af.

test

40 lokalafdelinger

Vi er lokale og er altid tæt på kunde og kandidat.

30 års bemandingserfaring

På tværs brancher leverer vi kvalificeret arbejdskraft til dansk erhvervsliv.

Landets største kandidatdatabase

Undgå spidsbelastninger og bliv optimalt bemandet.